Ingefør med gulerod

10 lækre opskrifter på ingefærshots

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Ingefærshots er populært som aldrig før. Den farveløse rod vokser primært i Sydøstasien, hvor roden kan spores i naturmedicin helt tilbage til oldtiden. Ingefærplantens mange vitaminer, mineraler og antioxidanter har flere positive effekter på kroppens velvære, og den kan i flere tilfælde hjælpe med at forebygge og nedkæmpe sygdomme.

Hvis du vil give dig selv et energiboost, så start hver dag med et ingefærshot. Her får du 10 opskrifter på forskellige varianter af den populære drik.

 

Ingefærshot med citron, chili eller lakrids? Der er mange varianter at vælge imellem, og der er helt sikkert én, der falder i din smag. Men hvad er det ingefær kan, og hvorfor er det så sundt at indtage hver dag?

Ingefærplanten indeholde det aktive stof gingerol, og det er netop det stof, der gør ingefær til et rigtig sundt indspark hos de fleste. Derudover er ingefæren en fantastisk kilde til A-vitamin, B-vitamin, E-vitamin, magnesium, kalium og jern, der sammen med gingerol styrker dit immunforsvar. Ingefær reducerer desuden muskelsmerter og ømhed, og den virker antiinflammatorisk og forbygger derfor betændelse i kroppen. Derudover hjælper ingefær på kvalme og transportsyge, ligesom den sænker dit blodsukker og kolesteroltal og så hjælper ingefær desuden på fordøjelsesproblemer og andre mave- og tarmkomplikationer. Kort sagt: Der er et hav af grunde til at gøre ingefær til en fast del af dine daglige rutiner.

Ingefærshots er en hurtig og let måde at få nok ingefær på, og den energigivende mikstur kan både drikkes som et godmorgen-shot, der sætter dagen i gang og giver kroppen energi, eller som et eftermiddagsshot, der giver overskud til resten af dagen. Uanset hvordan du gør det, så vil du hurtigt mærke effekten af dit daglige indtag.

Har du fået mod på at prøve kræfter med den sunde rod eller trænger du bare til inspiration til nye opskrifter, så kig med nedenfor, hvor du får 10 af de bedste opskrifter på ingefærshots.

 

Ingefærshot med citron og honning

1) Ingefærshot med citron og honning

Portionen giver ca. 1/2 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 50 g skrællet ingefær

– 5 dl vand

– saft af 2 citroner

– 2 små spsk honning

Fremgangsmåde:

Skær ingefæren i tynde skiver og kom dem i en gryde sammen med vandet. Bring det hele i kog, og lad det trække i 20 minutter under låg. Tag gryden af, og lad blandingen køle lidt af, inden du tilsætter citronsaft og honning. Lad det hele trække i 12 timer, så smagen får lov at komme ordentlig frem, inden det hele hældes på flaske. Når blandingen er klar, sigter du den og hælder den på en flaske, der skal opbevares i køleskabet. Holdbarheden er cirka 14 dage.

Ingefærshot med appelsin

2) Ingefærshot med citron og appelsin

Portionen giver ca. 1,5 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 200 g skrællet ingefær

– saften fra 2 citroner

– saften fra 2 appelsiner

– 2 spsk rørsukker

Fremgangsmåde:

Skær den skrællede ingefær i tynde skiver. Læg dem i en gryde sammen med citronsaft, appelsinsaft, vand og rørsukker, og bring det hele i kog. Lad blandingen simre i 45 minutter under låg, lad den derefter køle af og sigt det hele til sidst. Drikken hældes på en flaske og sættes i køleskabet, hvor den kan holde sig i cirka 14 dage.

 

Ingefærshot med æble

3) Ingefærshot med æble

Portionen giver ca. 1/2 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 25 g ingefær

– 2 små æbler

– 1 liter vand

– 2 citroner

Fremgangsmåde:

Skræl ingefæren og skær den i skiver. Gør det samme med citronerne. Skræl derefter æblerne, fjern kernehuset og skær dem i både. Læg det hele i en gryde sammen med vandet, og lad det småkoge under låg i en times tid. Lad blandingen køle af og sigt derefter det hele med et rent klæde. Hvis du hælder drikken på skoldede flasker, kan den holde sig i en måneds tid i køleskabet.

Ingefærshot med gulerod

4) Ingefærshot med gulerod

Portionen giver cirka 6 shots

Det skal du bruge:

– 1 gulerod

– 1/2 citron

– 10 g ingefær

Fremgangsmåde:

Ingefæren skal skrælles, og det samme gælder guleroden. Skær derefter ingefær i skiver og guleroden i stave. Brug en juicer eller en slow juicer og pres det hele til en lækker portion ingefær-gulerodsshots. Drikken kan sagtens holde sig i køleskabet nogle dage.

 

Ingefærshot med rødbede

5) Ingefærshot med rødbede

Portionen giver ca. 1,5 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 8 små, rå rødbeder

– 2 æbler

– 50 g ingefær

– 2 dl acaisaft eller -juice

– 7 dl vand

– 2 spsk honning

Fremgangsmåde:

Skræl rødbeder, æbler og ingefær. Fjern kernehuset fra æblerne og skær det hele i mindre stykker. Kom ingredienserne i en foodprocessor sammen med acaisaften og tilsæt løbende vandet. Når den rette konsistens er opnået, smager du til med honning. Drikken hældes på flaske og opbevares i køleskabet i op til 14 dage.

 

Ingefærshot med gurkemeje

6) Ingefærshot med gurkemeje

Portionen giver ca. 1/2 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 100 g ingefær

– 50 g gurkemeje

– 5-10 friskkværnede peberkorn

– saften fra 1 citron

– 2 spsk honning

– 4 dl vand

Fremgangsmåde:

Skræl ingefær og gurkemeje og skyld dem grundigt. Skær rødderne i skiver, læg dem i en gryde og tilsæt vandet. Lad blandingen småkoge i en halv times tid sammen med de friskkværnede peberkorn, og tag herefter drikken af varmen. Lad det køle ned til cirka 40 grader, inden du tilsætter honningen, og rør rundt til honningen er opløst. Stil blandingen i køleskabet natten over, og sigt drikken den følgende morgen. Hæld det hele på en flaske, og opbevar den i køleskabet i maks. 14 dage.

 

Ingefærshot med timian og chili

7) Ingefærshot med timian og chili

Portionen giver ca. 1 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 7 dl vand

– 100 g skrællet ingefær

– 4 citroner

– 2 breve kamillethe

– 3 spsk honning

– 1 spsk tørret timian

– 1/4 chili

Fremgangsmåde:

Skær ingefæren i skiver og læg dem i en gryde sammen med vandet. Lad det koge i 20 minutter, hvorefter du tager gryden af varmen. Tilsæt citronsaft, kamillethe, chili og timian og lad blandingen trække til den er ca. 40 grader. Si det hele over i en ren skål og tilsæt honning. Rør rundt til det er opløst og hæld blandingen på flaske. Den drikkeklare ingefærjuice kan holde sig en måneds tid i køleskabet.

 

Ingefærshot med chili

8) Ingefærshot med chili

Portionen giver ca. 1 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 1 hel ingefær

– 1 hel chili

– 3 økologiske citroner

– vand (mængden skal kunne dække de andre ingredienser i gryden)

Fremgangsmåde:

Vask ingefær og citron og skær begge dele i skiver. Udkern chilien og skær den i små stykker. Kom alle delene i en gryde, og fyld vand på, så det dækker ingredienserne. Kog blandingen op, og lad det simre under låg i 30 minutter. Gryden må ikke løbe tør for vand, så hæld en smule mere på, hvis det er nødvendigt. Efter 30 minutter tages gryden af varmen, hvorefter blandingen skal trække natten over. Si blandingen, hæld drikken på flaske og stil den på køl. Den holder sig udmærket i 2-3 uger.

Ingefærshot med rosmarin og gurkemeje

9) Ingefærshot med rosmarin og gurkemeje

Portionen giver ca. 1,3 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 150 g skrællet ingefær

– 40 g skrællet gurkemeje

– 10 sorte peberkorn

– 1,2 dl vand

– 10 rosmarinkviste

– 6 økologiske citroner

– 2 tsk jomfrukokosolie

– 5 spsk honning

Fremgangsmåde:

Skær ingefær og gurkemeje i skiver, kom dem i en gryde sammen med peberkorn og overhæld med vand. Bring det hele i kog, og lad det simre i 20 minutter ved lav varme. Skyl rosmarinkvistene, og tilsæt dem lige inden, du slukker for varmen.

Mens saften køler af, skyller du citronerne og presser saften ud i en skål. Opløs jomfrukokosolie og honning i citronsaften, og kom citronskallerne i til sidst. Når saften i gryden er kølet ned til cirka 40 grader, hældes det i skålen, og hele blandingen sættes på køl til næste dag.

Når drikken har trukket færdig i køleskabet, kan du smage på saften. Hvis den er for stærk, kan du blande lidt ekstra vand i, inden du sier hele blandingen og hælder den færdige saft på flaske. Det holder sig fint 2-3 uger i køleskabet.

Ingefærshot med lakrids

10) Ingefærshot med lakrids

Portionen giver ca 1,5 liter færdig drik

Det skal du bruge:

– 200 g ingefær

– 2 l vand

– 2 økologiske citroner

– 1 spsk lakridspulver

– 2 æbler

Fremgangsmåde:

Skræl ingefæren og skær den i tynd skiver. Udkern æblerne og skær dem i skiver med skræl på – det samme gælder for citronerne. Put alle ingredienserne i en gryde sammen med vand og lakridspulver. Bring blandingen i kog, og lad det simre under lå i cirka 45 minutter. Tag gryden af varmen, lad det køle, si blandingen og hæld saften på flaske. Drikken opbevares i køleskabet og kan holde sig i 2-3 uger.

Er der bivirkninger ved ingefær?

Der er ikke dokumenteret alvorlige bivirkninger ved indtagelse af ingefær, men det frarådes dog gravide at drikke/spise for meget af den sunde rod.

Hvis du ikke er gravid, og du holder doseringen på under 5 g om dagen, så er der meget få dokumenterede bivirkninger, og de mest almindelige er luft i maven, sure opstød og irritation i mundhulen. Hvis du øger doseringen til mere end 5 g pr. dag, så øges risikoen for bivirkninger.

Der findes ingen angivelser på den optimale dosering af ingefær, så hver enkelt må prøve sig frem og være opmærksom på, hvor vidt ingefæren påvirker kroppen negativt. Dog er der i de fleste tilfælde langt flere fordele ved ingefærplanten end der er ulemper, og derfor bør du ikke holde dig tilbage af frygt for eventuelle bivirkninger.

“Alting med måde” er et gammelt ordsprog og en tommelfingerregel, der også egner sig til indtagelsen af ingefær i dagligdagen. Betragt roden som en del af en sund og varieret kost, og overdriv ikke mængden i håb om at virkningen dermed bliver desto mere effektfuld.

 

Vil du gerne købe ingefærshots?
Vi åbner snart en webshop her på siden. Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så sender vi en mail til dig, så snart shoppen er åbnet. Så får du også en rigtig godt åbningstilbud!